D. 19. februar fødte jeg meget uventet vores lille søn Valdemar 3 måneder for tidligt. Han vejede 1170 g og målte 37 cm.
I dag d. 19. maj som var min terminsdato føles det hele meget uvirkeligt. Valdemar vejer nu 3850 g og måler 51,5 cm. Det er en dag med mange blandede følelser for mig. De sidste 3
måneder har været utroligt hårde for Mathias og jeg. De første 2 måneder tilbragte Valdemar på sygehuset og det samme gjorde vi i den udstrækning det var muligt.
Jeg er taknemmelig over at have været mor nu i 3 måneder og jeg er lykkelig over Valdemar har det godt. Men jeg er rigtig ked af det over ikke at have fået lov at gå min graviditet ud. Ked
af den turbulente måde vi er blevet forældre på og den kamp det har været og fortsat er for især Valdemar men også for Mathias og jeg. Mange glemmer hurtigt hvad det faktisk betyder at være født 3 måneder
for tidligt og hvad det kan gøre ved os som forældre til et så ekstremt for tidligt født barn. Det giver ekstra bekymringer og vi er måske mere sårbare som forældre. Jeg synes det er hårdt
at skulle minde folk om, at Valdemar er født ekstremt for tidligt og derfor er mere skrøbelig på nogle punkter. Det er hårdt at skulle forklare igen og igen at Valdemar ikke kan komme med til det ene og det andet endnu og nej
du er nød til at vente lidt endnu med at holde ham. For han ser jo bare så fin og sund ud.
Valdemar er vores guldklump og vi prøver på bedste vis
at gøre det bedste for ham og for os. Det er en gave at blive forældre, at give mine forældre deres første barnebarn, min lillebror hans første nevø og min mormor og morfar deres første
oldebarn, min farmor og farfar endnu et oldebarn, Mathias´forældre endnu et barnbarn, Sisse en nevø og Bjørn en fætter. 🙂
Nu ser vi fremad og håber det aller bedste for fremtiden. ❤