|
|
|
|
|
|
|
Første korte kur
Tirsdag d. 10/7 2007 blev jeg indlagt til den første fire dages kur. Jeg håbede bare på, at jeg ville reagere lige så fint på denne kur, som jeg har gjort på de to første kure. Tilfældigvis fik jeg afvide til stuegang den ene dag, at jeg skulle have 7 kure i det hele. Chok. Mathias, mor og jeg var til en samtale i første kur, hvor vi fik afvide, at jeg skulle have 4 kure i det hele, også en stamcelletransplantation efter kurene. Og nu hvor jeg næsten troede, at jeg var færdig, fik jeg pludselig afvide, at jeg skulle have tre ekstra kure. Puha.
Dagene gik dog alligevel rigtig hurtigt, overraskende hurtigt kan jeg huske. Pludselig var det lørdag hvor jeg skulle have anden triple indsprøjtning i ryggen, og da jeg havde fået den, og ligget ned fladt på ryggen de oblikatoriske seks timer, fik jeg lov at tage hjem.
Igen efter denne kur vendte lungebetændelsen tilbage, og jeg blev endnu en gang sat på antibiotika, som heldigvis tog det efter en til to uger.
Jeg kan begynde at mærke på min krop kurene tærre på den. Mine muskler er svundet meget, men det er jo logisk når jeg i perioder ikke bevæger mig ret meget. Så jeg har forstået vigtigheden af at jeg får bevæget mig så meget som muligt, når jeg kan. Også psykisk er det i perioder begyndt at være meget hårdt. Det er ikke længere så nemt at inore smerterne ved alle de forskellige prøver. Men det hjælper at få grædt. Det hjælper mig meget.
|
|
|
|