Charlotte, Mathias og jeg havde skrubbet rafthegn rent, og malet det med træbehandling to dage i træk. (Det skulle jo være mens vejret var til det.)
På tredje dagen havde Mathias og jeg tre venner på besøg til grill. Da vi er færdige med at spise, får jeg pludselig smerter i brystet (foran og bagved), samtidigt med det føles som om luftet bliver slået ud af mig med små stød. Da det bliver ved i over en time, ringer jeg til vagt lægen, og tager derefter ind til ham.
Da jeg kommer ind til lægen, trykker han to gange på min ryg, og giver mig beskeden, "gå hjem og tag to panodiler og gå i seng". 
Dagen der på er smerterne ikke mindre, og jeg kontakter min egen læge, som desværre er syg den dag, men har vikar på.
Da jeg kommer ind til ham, trykker han på min ryg 10 min. og jeg får samme besked som dagen før, "to panodiler og hjem på ryggen, så er det væk imorgen." 
Men nej. De gik ikke væk. Jeg vælger derfor at kontakte en fysioterapeut.
Det første besøg hos fysioterapeuten husker jeg som meget smertefuldt. Men det lød jo meget fornuftigt det han sagde. "Det er nok noget der har forskubbet sig i din ryg, da du har malet. Du må have lavet en forkert bevægelse, og det vil tage et par behandlinger at få på plads igen." Ja okay, den køber jeg. - Efter tredje behandling fik jeg kvalme, og begyndte at kaste op hver gang jeg spiste, og fysioterapeuten rådede mig til at kontakte min egen læge igen. 
Min læge var ikke til stede, og denne gang var der ikke en vikar til rådighed, så jeg måtte vente til den følgende uge og ringe igen. 

Fredag d. 4 maj 2007 skulle vi til konfirmation hos min fætter. Der opdagede jeg små blodsprængninger på mit bryst, men tænkte ikke videre over det. - Det var en hård dag at komme igennem. Trætheden og smerterne i ryggen var ved at tage livet af mig.

Søndag d. 6 maj 2007 skulle vi til endnu en konfirmation, som jeg trods smerterne ikke ville gå glip af/være bekendt ikke at komme til med så kort varsel. Den morgen opdagede jeg endnu flere blodsprængninger. De havde nu spredt sig fra kun at være på brystet til mine ben og øjenlåger også. 
Min mor gav mig besked på at tage til vagtlægen i Odense, så Mathias og jeg kørte derfor der ind. Da vi sidder og venter på at komme til, gør Mathias mig opmærksom på, at mine øjne er helt gule, og vi kan begge konstatere, at det er min hud faktisk også.
Vagtlægen kan ikke hjælpe mig, da det ikke er akut, men skriver en mail til min egen læge om, at jeg ringer mandag morgen, og at det er vigtigt jeg kommer til samme dag.
Den konfirmation tilbragte jeg faktisk mest på sofaen, hvor jeg følte mig ret dum over at ligge der, da jeg jo ikke vidste hvad smerterne skyldtes, og hvad jeg skulle sige til alle der spurgte om, hvad der var galt.

Mandag d. 7 maj 2007 kontaktede jeg min egen læge igen, og denne gang med held. Jeg fik en tid samme formiddag.
Lægen konstatere der er noget galt, og jeg får taget en del blodprøver, da hun mener det kan være leverbetændelse. Derefter undersøger hun mig. (Lytter til mit hjerte, trykker mig lidt på maven osv.) - Jeg skal ringe den følgende torsdag og få svar på blodprøverne.
Samme eftermiddag bliver jeg ringet op af min læge, og får den besked der er noget helt galt med mine blodprøver. Jeg skal møde på OUH afdeling X1 så hurtigt som muligt. (De venter mig.) Jeg skal have lidt tøj med, da jeg nok skal regne med at skulle være der et par dage. ---- Jeg husker tydeligt tårene begynder at trille ned af mine kinder, da jeg skal fortælle Mathias det. Jeg pakker lidt små ting, mens Mathias ringer efter en taxa. Jeg ringer til min mor, og græder, mens jeg fortæller de få ting jeg ved.

Da vi ankommer til sygehuset, og vi finder afdeling X1, får vi fat i en sygeplejerske. Jeg var ventet, og fik straks en seng på stuen 10.
Aldrig har jeg fået taget så mange blodprøver. Præcis 33 glas blod tappede de første aften. Jeg blev vejet, lyttet, trykket og følt på.
Den samme unge læge kom mange gange og så til Mathias og jeg.
Pludselig kommer der en dame ind og præsentere sig. "Vi har da ikke set hinanden før, jeg hedder ...... og er frivillig fra kræftens bekæmpelse." Derefter hører jeg ikke mere af hvad hun siger.
Lægen vi har snakket med mange gange kommer derefter ind igen, han informere mig netop om det samme. Han var jo nød til at sige det var en afdeling for blodsygdomme og en kræftafdeling. Men ejjj det sker jo ikke for mig. Selv efter det jeg lige har hørt, nægter jeg ubevidst det skulle kunne ramme mig. 
Mathias tager hjem og sover den nat, men kommer igen tirsdag morgen.

Tirsdag d. 8 maj går det meste af dagen med flere prøver og blodprøver. Mathias er hos mig, og senere på dagen kommer mine forældre og lillebror også. 
Vi har endnu ikke fået svar på nogle af prøverne, men spørger hver eneste der kommer ind om de har fundet ud af noget. 
Om aftenen kommer det første svar. En ny læge kommer ind, og som lyn fra en klar himmel, får vi afvide jeg har leumæmi. 
Leukæmi, leukæmi, leukæmi.... Hvad fanden er det husker jeg at tænke. Kræft, kræft nej nej nej. Min verden går i stå. 

Det eneste jeg husker efter det den dag er min lillebror der græder. Han sidder tilbagelænet i stolen med armene over kors mens tårene triller ned af hans kinder. Ud over jeg ikke forstod noget og min verden var smadret, så græd min lillebror. Det gjorde så ondt inden i mig. (Jeg ved mine forældre og Mathias har følt samme smerte, men jeg husker ikke så meget fra den aften.)
Den nat fik Mathias lov til at overnatte på sygehuset hos mig. Vi fik to drømmesenge i mødelokalet, så vi kunne være lidt alene. Jeg fik en sovepille, og jeg sov som en sten hele natten. (Mathias fik derimod ikke meget søvn.)
De følgende dage var hårde at komme igennem, men vi fik svar på mange spørgsmål. 

Torsdag d. 10 maj 2007 startede jeg på 1. ud af 7 kemokure.