 |
|
|
 |
|
|
|
 |
 Første skridt på vejen.
Så blev det endelig fredag d. 25-01-08.
Mathias, mine forældre, min lillebror og jeg tog den første af mange ture til rigshospitalet.
Vi blev taget godt imod af en af mine kommende kontaktsygeplejersjer, da vi kom til afdelingen. (4043).
Vi startede med en samtale sammen med min kontaktlæge og to af mine kontaktsygeplejersker. (Jeg kommer til at høre under rødt team.)
Vi fik mange oplysninger på den time samtalen ca tog. Lægen fortalte om mange ting omkring selve transplantationen. Komplikationer, medicin, efterforløbet osv. Sygeplejerskerne fortale om de mere praktiske ting, dagligdagen der og hvordan jeg nok ville få det.
-Jeg skal tage den med ro og tænke mig om, ind til jeg skal indlægges. Så jeg ikke risikere at rende ind i noget.
-Mens jeg er på riget, vil jeg være meget svag og sårbar. (Både psykisk og fysisk.) Den mindste komplikation kan blive livstruende for mig. - Så jeg skal ikke i nærheden af nogen der er det mindste halv eller helsyge. (Jeg vil jo være isoleret på en stue, så ingen besøgende der gar antydningen af noget som helst.)
-Efter jeg bliver udskrevet fra Riget, er der næsten lige så mange forholdsregler at tage hensyn til de første 3 mdr.
De første 3 mdr:
-Jeg skal til kontrol på riget en gang om ugen. (Jeg skal have mundmaske på i transportbilen og i elevatoren op på afdelingen, så jeg ikke risikere at blive smittet.)
-Jeg må ikke komme på restauranter, cafeer, i butikker eller i det hele taget i større folkemængder.
-Jeg må ikke være i nærheden af folk der er det mindste syge.
Jeg skal tage mig iagt for solen resten af livet, da jeg vil have en øget risiko for at få hudkræft.
Jeg må ikke rejse syd på det første år efter transplantationen.
Der vil gå lang tid før jeg må starte på mit studie igen. (Hvor længe ved jeg ikke.)
Jeg skal tage pencilin resten af mit liv, hver gang min temperatur overstiger 38,5 grader.
Jeg skal være virkelig opmærksom på den mindste forandring mht min krop, da det kan skyldes gvh. (gvh=mine celler vil frastøde de nye celler fra doneren.)
Jeg vil desværre blive steril af behandlingen. Men lægen var meget positiv omkring jeg allerede har fået opereret en æggestok ud. Det vil give mig lidt større chance for at få børn senere hen, men der er selvfølgelig ingen garanti.
Det er sindsygt mange oplysninger at få på en gang, og jeg må indrømme de da ikke har gjort min frygt mindre. Men jeg vil kæmpe alt hvad jeg har lært for at holde mit humør og modet oppe, selvom jeg har indset det ikke altdi vil kunne lade sig gøre.
|
|
|
|