Torsdag d. 7/6 2007 blev jeg indlagt igen, men jeg skulle først starte kur den følgende dag.
Fredag d. 8/6 2007 startede jeg kur kl 09.00. Men jeg fik lov til at tage hjem fra 15.00-19.30. 😀 Så Mathias og jeg spiste til aften inde i byen sammen med Ida og Morten. Det var nogle dejlige ekstra timer der hjemme sammen med Mathias. Jeg fik kemo igen kl. 21.00. 
Lørdag d. 9/6 2007 fik jeg svar på min første knoglemarvsprøve. De syge celler de kunne se, da jeg blev indlagt, kunne de ikke længere se. Det var en fantastisk besked at få. 
Til slut i denne kur fik jeg lavet den første ud af 6 triple indsprøjtning i ryggen. (Kemoindsprøjtninger mellem ryghvirvlerne). Først lokalbedøvede de mig, der hvor de skulle stikke. Derefter trak de væske ud, for derefter at sprøjte kemo ind. Dette gør de, fordi de ikke på andre måder kan garantere der ikke er syge celler i rygsøjlen. Det gjorde ret ondt, men det var ikke så slemt som en knoglemarvsprøve. Heldigvis.
Jeg har modtaget brev fra PFA pension, om at jeg modtager 100.000 kr. for kritisk sygdom. Det var en kanon lettelse. Da jeg jo ikke længere kan arbejde i Føtex og tjene de penge, er det en utrolig lettelse at vide jeg/vi er økonomisk sikrede.
Jeg var uheldig at blive ramt af lungebetændelse, da kuren var ved at være slut. Det var nogle hårde dage at komme igennem. Jeg hostede og hostede og sov ikke meget om natten. Av det kom til at gøre ondt i længden.
Som om lungebetændelsen ikke var nok, så begynde jeg at have voldsomme smerter i maven/underlivet. Jeg husker tydeligt Kristian blev student sidst i juni, og jeg bare ville gøre alt for at være der, og det kom jeg heldigvis også. Kun to timer, men jeg kom.
Jeg blev ct scannet og røngtenfotograferet i maven, for at se hvad smerterne kunne skyldes. Det viste sig så jeg havde en stor blodprop i maven/lysken. Øv øv øv det var en træls besked. Først kom jeg på både maravan tabletter og inuheb indsprøjtninger (blodfortyndende medicin), og jeg fik lange støtte strømper på begge ben.
Efter et par dage havde jeg en samtale med en læge fra kardiologisk afdeling, da det er dem der er specialister i blodpropper. Den foreløbige plan er, at jeg skal skal have blodfortyndende medicin og støttestrømper på 6 mdr. 
Det ender ud i jeg skal fortsætte med inuhep i stedet for maravan, da de ikke kan styre mit tal (kan ikke huske hvad det hedder) kun med maravan tabletterne. Så jeg kan se frem til et halvt år, hvor jeg skal stikke mig hver morgen. Men det skal jeg også nok overleve.
De første par uger efter jeg fik blodproppen, kan jeg huske til tider var uudholdelige. Hvis det ikke var for morfin indsprøjtningerne, vil jeg vove og påstå jeg ikke havde holdt det ud. Men det gik heldigvis.
Da jeg så blev sendt hjem, kunne jeg kun få morfin tabletter med. Men tabletterne virkede simpelthen ikke nok. Så jeg kom ind til en samtale med en læge, hvor jeg fik nogle andre smertestillende tabletter. De hjalp heldigvis på smerterne.
Selvom det har været en hård omgang denne gang, så er jeg ved godt mod. Det har været fysisk det har været hårdest. Fredag d. 15/6 2007 på min 23 års fødselsdag var jeg heldig at være hjemme. Mine forældre var så dejlige at de ville holde fødselsdag for mig. Vi inviterede hele familien (Mathias, Kristian, Lærke, mormor, morfar, Lars, Charlotte, Mads, Jonas, Lars, Anne, Astrid, Anders, farmor og farfar) på boller, lagkage og varm kako. Det var lige hvad jeg kunne tænke mig! 😀 
Min fødselsdag var desværre den første dag jeg for alvor mærkede muskelsmerter pga. neopogenindsprøjtninger. (stimulere de hvide blodlegemer til at stige) Det regnede også faktisk hele dagen. Men ingen af disse ting kunne ødelægge MIN dag.
Mathias og jeg havde formiddagen for os selv. Vi hyggede os og spiste lækker morgenmad sammen i stuen. Der fik jeg mit livs overraskelse. Den glædeligste overraskelse. Mathias spurgte om jeg ville gifte mig med ham. Han friede til mig med den smukkeste guldring, med den smukkeste guldring jeg nogensinde har set. 😀
Jeg var ikke et sekund i tvivl om mit svar kun kunne være ja.