Arh endelig hjemme igen (Hos mor og far vel og mærket), husker jeg tydeligt at tænke, da chaufføren kører op foran huset. Far stod og ventede på mor og jeg. Jeg husker jeg græd, da jeg gav ham et knus. Jeg var så lykkelig over det nu var slut.
Den første tid gik hurtigt synes jeg. Min energi var ikke ret stor, og mine muskler var jo ikke vant til den store aktivitet, så jeg lavede ikke så meget i løbet af dagen. Men jeg kom i gang med at gå nogle små ture, og stille og roligt gik det lidt fremad. - Siden da har jeg måtte sande, lægerne ved hvad de snakker om. De havde sagt: "Nu tror du, at du skal hjem og lave alle mulige ting, men det skal du slet ikke. Du vil være træt og ikke have det store overskud det næste halve år. "
Nårh ja tænkte jeg, men det går nok alt sammen lidt hurtigere alligevel. Det har det jo gjort ved alle de 7 kemo kure jeg fik i Odense. Men jeg har måtte indse, at denne gang var det bare et endnu større indgreb på min krop. De fjernede jo mit levegrundlag/grundceller og gav mig nogle nye. Og når jeg tænker det på den måde er det jo enormt vildt. Så tingene må tage den tid de skal. Det er ikke for sjov.

Hver onsdag er jeg til kontrol på Rigshospitalet, hvor jeg får taget blodprøver. Det er noget af en køretur hver uge, men det går nu.
Jeg får stadig meget medicin, og skal fortsat have det 3 måneder endnu ca. Men nu håber jeg på, at jeg snart skal have mit kateter i brystet tager ud. Det bliver dejligt at få det væk. Så er jeg ikke for mig selv så synligt syg mere.
Det er også det mærkelige. Jeg er egentlig ikke syg mere. Jeg er helbredt for leukæmi. Men alligevel skal jeg have kemo, diverse piller og andre undersøgelser. Så for mig vil det hele ikke være slut før efter 6 måneder efter transplantationen. Det er først der jeg rigtig vil tænke, at nu er det altså ovre. Du er rask Jane! Nu kan du komme tilbage til livet.
Ind til nu har jeg været meget plaget af kvalme i perioder pga medicinen, men jeg har haft en lang god periode, hvor mmin appetit også er kommet tilbage, så det er bare dejligt.
Derudover har der jo været et utal af andre gener. Bl.a havde jeg en uge, hvor jeg ikke kunne spise, da jeg var hudløs i munden pga. det ene kemostof jeg fik. (Det får jeg så heldigvis noget mod nu.)

Mit gode humør prøver jeg på at bevare, men der er da dage, hvor min verden bryder sammen og jeg slet ikke kan mere. Men jeg kommer oven på igen!
Det sværeste tid er overstået, er jeg overbevist om. Nu skal jeg i gang igen, tilbage til livet stille og roligt. 🙂